Her på en grå og temmelig blæsende januar dag, må jeg erkende at jeg har verdens mest pragtfulde og afvekslende arbejde som følger årets gang og hver årstid bringer nye opgaver med sig.
Jeg er lige blevet færdig med at opdatere hjemmesiden med nye spændende stauder. Så nu kommer turen til at bestille frø, pusle om dem, og så småt begynde oprydningen i planteskolen, hvis vejret tillader det. Midt i april åbner jeg i planteskolen og får forhåbentlig besøg af jer søde kunder.
Maj og juni går med plantemarkeder og lige pludselig er det sommerferietid, tit med besøg fra hele landet. Så kommer tiden til efterårs plantemarkeder og kurser.
I oktober begynder jeg at komme i julestemning og åbner i julebutikken midt i november. Når den lukker før jul, tager jeg lige en slapper inden det hele starter forfra, men to dage er aldrig ens og hurra for det.